< Tilbage til nyhedsoversigt

Den nye elevator i Sct. Knudsgade 1 i Ringsted har vakt stor glæde i opgangen. Hos tandlægen på 1. sal kan man endelig tilbyde ordentlige forhold for ældre og handicappede, og Lise Cruckov på 3. sal kalder elevatoren ”det bedste der er sket i lang tid”.

Lige siden den tog sin jomfrutur opad trappeløbet i Sct. Knudsgade ved torvet i Ringsted for et par uger sigen, har opgangens nye elevator været en bragende succes. Tandlæge Birgit Haargaard, der har klinik på første sal havde længe ønsket bedre adgangsforhold for sine patienter, og i marts bestilte bygningens ejere en elevator indbygget i opgangens hovedtrappe hos Alevator.dk i Sorø.

Den første i byen
For tandlæge Birgit Haargaard var det for mange patienter et spørgsmål om, hvorvidt de kunne blive ved med at komme i hendes klinik.

– I Ringsted er der ingen klinikker med handicapadgang, og behovet her er lige så stort som alle andre steder. Vores befolkning bliver ældre og ældre, og der bliver et større behov for at tilgængeligheden bliver bedre. Det handler ikke om, at vi skal ud at kapre en masse nye kunder, men derimod om, at man skal kunne fortsætte hos sin tandlæge, selvom man har fået ændrede livsvilkår, og for eksempel ikke længere kan klare trapperne, fortæller Birgit Haargaard.

Men den nye elevator har faktisk sikret hende i hvert fald én ny kunde

– Vi har haft besøg af en helt ny patient, der kom fra Hillerød, og jeg undrede mig meget over, hvorfor mon hun kom her hos os. Hun havde været handicappet hele livet, og hun kom i sin kørestol med sin hjælper. Hun fortalte, at hun havde bekendte i Ringsted, der fortalte, at vi havde fået lavet elevator, og så tog hun hele vejen til Ringsted, fortæller hun.


Var tvunget til at flytte
Lise Cruckov på 75 år har boet de sidste mange år i opganges øverste lejlighed på 3. sal. Hun er frisk og rørig, men efter en hjerneblødning for seks år siden er balancen blevet dårlig, og trapperne et problem – især, når indkøbsposerne skal op, og skraldet skal ned.

– Jeg havde nær aldrig fået armene ned, da jeg hørte, at vi skulle have elevator. Jeg kunne ikke have mere op, end jeg kunne holde i den ene hånd, for jeg blev nødt til at holde i rækværket. Hvis vi ikke havde fået elevator, kunne jeg ikke blive her. Jeg har brugt halvandet år på at finde noget nyt at bo i, men det her er bedre. Nu bliver jeg her, til jeg dør, fortæller Lise Cruckov.

Danskerne bliver generelt ældre og ældre, og hun mener, at boligerne skulle tilpasse sig udviklingen.

– Man skulle lave elevator i alle gamle bygninger. Jeg synes, det er det eneste rigtige. Sådan nogle ældre nogle som mig, bliver jo nødt til at flytte. Vi kan ikke gå op på 3. eller 4. sal., og vi er jo glade for at bo der, hvor vi bor, siger hun.

< Tilbage til nyhedsoversigt