< Tilbage til nyhedsoversigt

Kun 7 procent af danske etageejendomme har i dag elevator, men om ganske få år vil billedet se helt anderledes ud. Ifølge førende fremtidsforsker vil en elevator være en helt naturlig del af en boligopgang i fremtiden – og for boligkøberne vil det være et krav.

Drømmen om den perfekte bybolig er i konstant udvikling. For 100 år siden krævede nye boligkøbere indlagt el og 50 år senere var egne toiletter øverst på ønskelisten. Senere kom turen til opgradering af køkkener, badeværelser og frodige gårdhaver. For 20 år siden var altaner et forholdsvist sjældent syn i bybilledet – i dag er en solbeskinnet altan et ubetinget ønske fra langt de fleste boligkøbere.

En del af fremtidens standard
På samme måde er muligheden for at indbygge en elevator i en helt almindelig beboelsesopgang i dag en løsning, som kun få beboere i etagebyggeri er klar over eksisterer. Til gengæld er alle eksperter enige om, at adgang til elevatorer bliver et must-have for fremtidens boligkøbere.

– Elevatorer i boligejendomme og opgange vil være helt almindelige om 40 år og ligesom vi som købere af boliger forventer et godt køkken og stort badeværelse vil vi også forvente en elevator der kan bringe os op og ned udtrykker Anders Bjerre, seniorforsker ved Instituttet for Fremtidsforskning.

Ifølge fremtidsforskeren vil det betyde et markant stigende marked for at indbygge elevatorer i eksisterende ejendomme.

– Vi har flere penge og stiller derfor også større krav til bekvemmeligheden, derfor vil flere og flere efterspørge elevator, og om 40 år vil det nok være svært at sælge en lejlighed uden elevator, fortæller han.

Aktive pensionsmodne søger mod byen
Der bliver flere ældre, og rigtig mange vil gerne bo i byerne. Her kan man leve et aktivt liv uden at være afhængig af bil og havearbejde, og samtidig være tæt på cafeer, kulturoplevelser og hinanden.

Og de ”unge ældre” som fremtidsforskeren kalder dem, stiller masser af krav.

– De er langt mere kræsne end tidligere. De vil have moderne standard, og det betyder også, at man skal kunne forestille sig at blive gammel og svag i boligen. Man kan ikke løbe fra at alderen på et tidpunkt begynder at trykke. På den måde er adgang til en elevator et vigtigt parameter i manges beslutning, fortæller Anders Bjerre.

Bedre forhold får børnefamilierne til at blive
Byen er ikke kun attraktiv for de ældre. De unge bliver til forskel fra tidligere boende i byen, når familien forøges.

– Unge i København vil typisk gerne blive boende og stadig cykle på arbejde, ligesom de gjorde, da de studerede. Der er lavet bedre forhold for børn og familier, så de vælger at blive. Men det kan godt være bøvlet at bo på fjerde sal, hvis du har tre børn. Bare at få dem med sig op ad trappen kan være en udfordring i hverdagen, og på den måde er adgangsforholdene ikke optimale for langt de fleste i dag, fortæller fremtidsforskeren.

< Tilbage til nyhedsoversigt