< Tilbage til nyhedsoversigt

Bygningsreglementet opstiller regler for, hvordan et byggeri skal opføres, så det lever op til krav om sikkerhed, sundhed og miljømæssige forhold. Kravene bliver jævnligt opdateret, og bygningsreglementet fra 2015 udløber derfor den 30. juni 2018. Således skulle man måske tro, at det nye bygningsreglement (BR18) træder i kraft den 1. juli 2018, men det er faktisk allerede gældende fra den 1. januar 2018.

I overlapningsperioden kan du både søge om byggetilladelse efter reglerne i BR15 og BR18. Men fra juli 2018 skal ansøgning om godkendelse af nye byggerier altså ske efter bygningsreglementet fra 2018.

Skal I have elevator? BR18 rummer de gældende krav
Bygningsreglementet opstiller regler for alle typer af byggerier, herunder også opsætning og drift af elevator. BR18 stiller ligesom reglementet fra 2015 krav til, at elevatoren skal være tilgængelig for brugerne, den skal være sikker at benytte, og den skal leve op til nogle regler for energiforbrug. For elevatorer opstiller BR18 også regler for indretningen af adgangsveje, så det er nemt at efterse og vedligeholde elevatoren.

Generelt kan man sige, at BR18 for elevatorer sikrer, at du som bruger selv kan få adgang til elevatoren og benytte den nemt og sikkert til at komme op eller ned i bygningen. Desuden er formålet med BR18 at elevatoren har et begrænset energiforbrug under driften, ved udførslen og når der er brug for eftersyn og vedligehold.

Hvis du vil have overblik over alle de gældende regler for elevatorer, skal du have fat i flere bekendtgørelser. Eksempelvis beskriver bekendtgørelse nr. 1540 af 10/12/2015, hvordan elevatoren skal være indrettet. Og bekendtgørelse nr. 460 af 23/05/2016 beskriver kravene til adgangsvejene til elevatoren.

Når du bestiller montering af en elevator hos Alevator.dk, sørger vi altid for, at elevatoren lever fuldt op til alle de gældende krav til sikkerhed og energiforbrug. Har du spørgsmål omkring krav til elevator i BR18, så er du velkommen til at kontakte os og høre mere.

Hvilke nye regler er der for elevator i BR18?
I nybyggeri med tre etager eller derover skal der installeres mindst én elevator. Denne elevator skal ifølge BR18 kunne betjene alle etagerne i bygningen – også kælderen. Hvis der er flere opgange i bygningen, skal alle opgange have adgang til egen elevator. Når man tæller etager, skal stueetagen tælles med. En bygning med stueetage, første sal og anden sal er derfor en bygning på tre etager ifølge BR18. Enfamilieshuse er ligesom i BR15 stadig undtaget fra kravet om elevator – også de store huse på tre etager.

Ombygninger og tilbygninger er i BR18 for elevatorer undtaget fra reglerne. I kan altså godt inddrage et tørreloft til beboelse uden at skulle etablere elevator i opgangen. Gamle lejlighedskomplekser uden elevator skal heller ikke pludselig have elevator ifølge BR18, hvis der sker mindre tilbygninger eller ombygninger af badeværelset eller lignende.

Nybyggeri med elevator skal i BR18 (ligesom i BR15) leve op til krav om, at mindst én elevator i bygningen er designet som en type 2 elevator. En type 2 elevator har særlige krav til størrelsen og placeringen af knapper til betjening, så eksempelvis kørestolsbrugere også kan benytte elevatoren uden problemer. Nogle ombygninger kan få svært ved at finde plads til en stor type 2 elevator, og der giver BR18 nu mulighed for dispensation, hvis der i stedet bliver etableret en mindre elevator eller en løfteplatform.

BR18 opstiller nogle minimumskrav i henhold til elevatorer. For flere typer af bygninger gælder der dog særlige ekstra regler om, at elevatoren skal passe til bygningens anvendelse. På et plejehjem kan der eksempelvis være krav til ekstra plads til større kørestole eller ambulancebårer i elevatoren i forhold til minimumstandarderne. Og i store kontorbygninger kan der være ekstra krav til, at elevatoren skal kunne betjene ekstra mange brugere i ”myldretiden”.

Der findes desuden nye krav til energiforbruget for elevator i BR18. Det må således ikke overstige det, som svarer til energiklasse B. Undtagelser bliver accepteret, hvis der i byggeriet bliver gennemført andre energibesparelser, der kan kompensere for elevatorens forhøjede energiforbrug. Vi henviser dig gerne til de specifikke bekendtgørelser, hvis du vil læse mere om de specifikke krav.

Når vi monterer ny elevator, skal vi ifølge BR18 sikre, at elevatoren bliver funktionsprøvet, hvor energiforbruget testes. Denne måling skal vi skrive ned i en rapport. Det sikrer, at oplysningerne altid kan findes frem og dokumentere, at elevatoren lever op til reglerne om energiforbrug for elevator i BR18.

Vi holder styr på reglerne for elevator i BR18
De mange regler og krav til elevator i BR18 kan godt virke forvirrende eller overvældende. Men hos Alevator.dk har vi årevis erfaring med reglerne for elevatorer, og vi holder os altid opdaterede på de nye bygningsreglementer.

Med os som samarbejdspartner er du altid sikker på professionelt håndværk, der lever op til alle lovkrav.

Kontakt Alevator her hvis i gerne vil høre mere om mulighederne for at få elevator.

< Tilbage til nyhedsoversigt